Tænk ikke på mig
Af Louise Bredahl Greiner
Det er selvfølgelig supersvært for Vilma at vide, at hendes mor skal dø inden for de næste par år, men det er også svært at håndtere sygdommen i hverdagen. For den fylder, og siver ind i alle livets sprækker.
”Tænk ikke på mig” er en livskraftig og sørgelig historie på samme tid. Nogle gange har man lyst til at skrige af frustration med Vilma, og andre gange har man mest lyst til at sidde i et hjørne med en pakke kleenex og hulke. Historien er stykket sammen af brudstykker fra før, under og efter morens død – breve, dagbogsnotater og korte tekster om kærester, veninder, rejser, efterskole og Roskilde Festival, og tanker om savn og sorg og magtesløshed, men også om forelskelse og livsglæde og håb.
Historien er autofiktiv – det vil sige, at den læner sig op ad forfatterens Vilma’s egne oplevelser - og den er i år kandidat til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Det kan jeg godt forstå, at den er. En på alle måder gribende og vedkommende bog, ikke bare for unge fra 13 år, men også voksne, som ikke er bange for at græde grimt.
Anbefales af Louise