Hold sommer på biblioteket!
Mens du holder sommerferie, har biblioteket åbent. Vi har en masse aktiviteter til børn hen over sommeren.
Af Louise Bredahl Greiner
Arrangementer
Fantasifulde fortællinger
Ulrik tager os med til barndommen, middelalderen og helt til Asgård hele tre gange i løbet af sommeren: onsdag den 3. juli, tirsdag den 9. juli og onsdag den 7. august – alle dage kl. 10.00 – 10.30. Fortællingerne er for alle – store som små. Gratis uden tilmelding.
Workshops
Sjov med perler
Vi inviterer til perleworkshop onsdag den 3. juli kl. 10.30 – 12.30, hvor børn og unge fra 5 år og opefter kan lave figurer, perlemad, nøgleringe og meget mere. Børn under 7 år skal ledsages af en voksen. Denise er til stede under hele workshoppen, og hjælper med at stryge og vejlede.
Venskabsarmbånd
I bedste Taylor Swift-stil kan du tage din BFF med på biblioteket onsdag den 7. august kl. 11-13 og lave venskabsarmbånd sammen. Swiftien Denise vejleder i hvordan I gør, og sørger for at der er inspirerende musik på anlægget. Workshoppen er for børn og unge fra 7 år og opefter.
Begge workshops er gratis, men kræver tilmelding til Denise på mail: dena@grevebib.dk. Medbring gerne snacks og noget at drikke.
Kreaværksted
I hele sommerferien kan børn og deres voksne i fællesskab prøve kræfter med forskellige kreative udfoldelser. Lav din egen karsebakke, origamibogmærke eller trold. Der vil være materialer og instruktioner til rådighed i hele bibliotekets betjente åbningstid. Aktiviteterne finder sted i børnebibliotekets kreahjørne.
Boganmeldelser
Vi opfordrer børn i alderen 3-6 år og deres voksne til at lave en boganmeldelse af en bog, I har læst sammen. Vi lægger skabeloner, samt tudser og farveblyanter frem. Udfyld skabelonen, og læg den på børnebibliotekarbordet. Så sørger vi for, at anmeldelserne bliver hængt op, så andre kan få glæde af dem.
HAV EN DEJLIG SOMMER! VI SES PÅ BIBLIOTEKET.