For forældre

Skal dit barn til at lære at læse?

Hvor skal man begynde, når ens barn skal lære at lære at læse? Hvad henviser de forskellige LIX-tal til? Og hvad forskellen på LIX og LET? Her på siden giver børnebibliotekarerne gode råd til en god begyndelse på at lære at læse.

Af Denise Normann Abrahamsen

Hvor skal man begynde?

Når ens barn først skal til at lære at læse, bør man begynde med lydrette bøger, som er henvendt til børn i 0. og 1. klasse.

De lydrette bøger findes i flere niveauer: 0, 1, 2 og 3.

Niveau 0: Flest lydrette ord og få lette lydnære ord. Enstavelsesord (1-3 bogstaver). Maks. 50 ord.

Niveau 1: Flest lydrette ord og få lette lydnære ord. Enstavelsesord (1-3 bogstaver). Maks. 150 ord.

Niveau 2: Flest lydrette ord, men lidt flere lette lydnære ord. Ord med en og to stavelser (1-4 bogstaver). Maks. 250 ord.

Niveau 3:  Halvdelen er lydrette ord, men cirka 25% flere lette lydnære ord. Ord med en og to stavelse, enkelte ord med tre stavelser (op til 5 bogstaver). Maks. 350 ord.

Hvad er et LIX-tal?

Et LIX-tal er en betegnelse for en bogs læsbarhed. Det laveste LIX-tal er LIX 3, og tallet regnes ud fra:

  • Antal ord
  • Antal hele sætninger
  • Antal lange ord med over 7 bogstaver

Jo længere ord og sætninger, jo højere er LIX-tallet. Dog tager LIX-tallet ikke højde for billedstøtte, eller hvor mange gange det samme ord gentages. Ved de allerletteste bøger (bøger under LIX 10), kan det derfor være en god idé at rette sig efter LET-tallet.

 

Hvad et et LET-tal?

Et LET-tal er en betegnelse for en bogs læsegnetshed. Det laveste LET-tal er 4 og det højeste er 21. LET-tallet regnes ud fra:

  • Antal ord
  • Antal lange ord med over 6 bogstaver
  • Antal ord i den længste sætning
  • Antal sider
  • Billedstøtte
  • Ordgentagelser

LET-tallet er særligt velegnet til de letteste bøger. Læsekonsulent Lis Pøhler (som har udviklet LET-tallet) har derfor lavet den tommelfingerregel, der lyder: Er LIX-tallet under 10, så følg LET-tallet. Er LET-tallet over 17, så følg LIX-tallet. Denne skelnen passer gerne med, at barnet går i midten af 2. klasse.

 

Artiklen er skrevet ud fra Læsesporets artikel "Lydret, lix og let - en guide".

Læs om femfinger-reglen, der hjælper med at finde den rigtige bog her