En undersøgelse af undergang
Det er blevet sæson for julefrokoster og dertilhørende tømmermænd. Hvis du har ondt af dig selv, byder Tom Kristensens klassiker, Hærværk, på en druk-deroute, der nok skal få dig på andre tanker!
Af Viggo Ahlgren
December er en tid for hygge og familie. En tid for god mad og gaver. En tid for jul!
I Danmark er det imidlertid også en tid for rigelige mængder alkohol, og de fleste vil nok have oplevet sig selv eller en bekendt få en tår over tørsten ved julefrokosten. Det kan være hårdt at følge med, men heldigvis ikke så hårdt, som det tager sig ud i Tom Kristensens mesterværk, Hærværk, fra 1930.
En historie om druk
Romanen, der er en af de mest vanvittige og samtidigt præcise fremlæggelser af drikfældighed, følger hovedpersonen Ole Jastrau og hans uomgængelige forfald. På ydersiden er han godt sat; med kone, barn og stor lejlighed. Tilmed er han ansat som anmelder ved det fornemme og kulørte Dagbladet, hvor han omgås Københavns journalist- og kulturelite.
På indersiden er han dog mere ustabil; akkompagneret af ekstreme mængder alkohol søger Jastrau mod afgrunden. Om det skyldes et opgør med borgerlighed eller en undersøgelse af sit eget inderste væsen, er ikke helt til at afgøre, men han beslutter sig simpelthen for at gå i hundene. Og man kan roligt sige, at det lykkedes!
Kalejdoskopisk kaos
I utallige beskrivelser fra stamstedet Bar des Artistes tages læseren igennem de mest heftige drukture, der ender i både hotelværelser, slagsmål og detentionen. Med bogens farverige sprog og detaljerigdom bliver man som læser nærmest selv beruset af oplevelsen. Og på den måde er læsningen ikke kun et indblik i de brølende 20'eres natteliv, men også et flot eksempel på ekspressionistisk kunst i prosaform, der skriger sit udtryk i læserens ansigt. Her er det kaosset der regerer, men det er et kaos med mening.
En introduktion til Tom Kristensen
Hærværk er en fantastisk bog, men det er også en lang bog, som kræver en dedikeret læser. Hvis du er nysgerrig på at vide mere om Tom Kristensen og hans storværk, kan du købe billet til næste oplæg i arrangementsrækken Skål med de Store Danskere. Her vil litteraturformidler Viggo Ahlgren give en introduktion til forfatterskabet, mens du kan nyde en passende drik - med eller uden alkohol vel at mærke!