For forældre

Åbn nye døre med et børnelånerkort

Med et børnelånerkort får du både adgang til ca. 50.000 materialer i Greve Biblioteks børneafdeling, men også til lyd- og e-bogsuniverset eReolen GO!

Af Denise Normann Abrahamsen

Bøger og litteratur baner vejen for et utal af eventyr og fortællinger. Den ene dag kan man være det første barn i rummet sammen med Ivan fra Henrik Einspors "Stjernedrengen", mens man den anden kan være en "Møgmis", der hele tiden forsøger at tage hævn på sin irriterende ejer, Sivert!

Det er heldigvis let at få et børnelånerkort. Det eneste, du skal gøre som forælder, er at oprette dit barn via vores hjemmeside med MitID. Har du ikke MitID, kan du printe og udfylde en indmeldelsesblanket, som skal afleveres til en bibliotekar i den betjente åbningstid. 

Om eReolen GO!

Udover de fysiske materialer giver et børnelånerkort også adgang til eReolen GO!

eReolen GO er bibliotekernes e-bøger og lydbøger til børn og unge i alderen 7-14 år. På tjenesten finder du desuden masser af inspiration til gode læseoplevelser og anbefalinger fra andre børn og unge.

eReolen GO findes både som hjemmeside (www.ereolengo.dk) og som app. 

Alle kan logge ind med et bibliotekslogin og låne bøger. Hvis din skole er tilmeldt, kan du også logge ind med UNI-login. 

Bøger med et blåt ikon kan du altid låne - også selvom du har brugt dine lån for denne måned.